LandTV indstillet til internationale priser

Erik er som redaktør af LandTV nomineret af foreningen Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister som Danmarks repræsentant ved to internationale konkurrencer om bedste landbrugsjournalistik til elektroniske medier.

Kategorien for tv/videoproduktioner vandt Erik med udsendelsen Mikkel vil være landmand. Gennem historien om 14-årige Mikkel, som er vild med dyr og landbrug, fortæller udsendelsen om de forandringer, som landbrugsskolerne oplever i disse år.

En stigende andel af deres nye elever er bybørn som Mikkel, og tilsvarende er det ikke helt så mange elever som tidligere, som er sønner eller døtre af landmænd.

Programmet følger Mikkel på hans eget lille landbrug på Bøgely Ridecenter ved Århus og under et erhvervspraktik-ophold på Kalø Økologiske Landbrugsskole. Det har været vist på LandTV's kanaler over hele landet samt på flere TV 2-regioner.

Se og læs mere om programmet

I kategorien for multimedieproduktioner er Erik indstillet med projektet Køer græsser for fuglene - en historie om naturpleje i Vestjylland, der ifølge dommerne er smukt fortalt i både levende og faste billeder samt i artikelform.

Artiklen har været offentliggjort i Magasinet Lemvig.nu og på hjemmesiden Lemviggaarden.dk, mens tv-programmet 'Naturpleje med bøffer' har været vist på LandTV's kanaler over hele landet samt på flere TV 2-regioner. Historien handler om et naturpleje-projekt på strandengene ved Thorsminde, hvor kreaturer for første gang i 30-40 år igen afgræsser arealerne.

Tidligere vinder på verdensplan

Hvordan de to bidrag klarer sig i den internationale konkurrence, afgøres til september, når den internationale organisation for landbrugsjournalister, IFAJ, holder verdenskongres i Skotland.

LandTV og Erik er tidligere kommet helt i tops i de internationale konkurrencer med guldmedalje i online-konkurrencen i 2012 og hædrende omtale for tv-produktioner i både 2011 og 2012.  

Det er i øvrigt ikke kun i tv-konkurrencer, at LandTV's produktioner gør sig internationalt gældende. Tidligere på året blev programmet 'Fremtidens dambrug' vist ved en stor dambrugs-konference i Vietnam, ligesom programmet 'Fra knold til mel' - om industrikartofler - i disse dage vises på en messe i Kina. 

Bidragene til de internationale konkurrencer og messerne i Asien er oversat til engelsk af Helle, der også har lavet det danske tekstoplæg til den kineser, der skal indtale hele kartoffel-programmet på kinesisk.