Ulve-video var scoop for LandTV

Tv-stationen LandTV, hvor Erik er redaktør, kunne mandag den 12. januar 2015 som den første tv-station nogensinde vise en video, der med levende billeder dokumenterer, at der igen lever ulve i Danmark. Videoen kan ses på LandTV’s Youtube-kanal eller herunder.

Mobil-videoen er optaget af landbrugsmedhjælper Anders Sylvester Kudsk fra Salling under markarbejde den 3. juni 2013. Her var han om formiddagen i gang med at sprede kunstgødning, da han fra traktoren ser et dyr nærme sig på kun cirka 24 meters afstand.

”Den gik jo nærmest hen imod mig. Jeg troede, at det måske var en ræv, der havde skab, eller en hund. Det kunne selvfølgelig også være en ulv, som der havde været meget snak om på egnen, efter at naboen havde fået taget 15 får, men den var så hvid. Alle, der så min video, sagde godt nok, at det var en ulv, men jeg troede ikke, det kunne passe, så jeg gjorde ikke mere ved det”, siger Anders Sylvester Kudsk.

Halvandet år senere kommer han dog i tanke om videoen, da LandTV på sin facebook-kanal viderebringer en video om en professionel naturfotografs forgæves forsøg på at filme ulv i Jylland. Med Eriks hjælp bliver videoen fra Kølkær sendt til Naturhistorisk Museum Aarhus, hvor seniorforsker Thomas Secher Jensen hurtigt kan se, at det er de første, levende billeder af en dansk ulv. 

”Det er en meget fin video, og der er næppe nogen tvivl om, at det er ulv. Den har en kort pels med antydning af vintertegning, og det er helt sikkert ikke en ræv med skab. En ulv kan se skabet ud, når den er i sommerpels, men vi ved, at skab ikke bider så hårdt på ulv som på ræv. Det er svært at sige noget om både alder og køn. Det kan være en et års ulv eller tæve, men der findes både store og små ulve”, siger Thomas Secher Jensen.

Siden fundet af den såkaldte Thy-ulv i 2012 har potespor, ekskrementer, DNA-prøver fra døde byttedyr og uskarpe fotografier ellers været eneste sikre dokumentation trods en række naturfotografer og ulve-venners intensive overvågning over det meste af Jylland.

På tv-stationen i Stadil, der producerer og viser levende billeder om landbrug, fødevarer, landskab og livet på landet, er redaktøren derfor stolt over, at det er en af stationens seere, der leverer den første video med en dansk ulv.

”Mange af vores seere færdes til hverdag ude i landskabet og følger naturens gang, men det kræver alligevel et vist held at filme en nysgerrig ulv, mens man samtidigt spreder kunstgødning som spredehagl imod den”, siger Erik.

Ulvene kommer tæt på os
Han finder videoen særlig interessant, fordi ulven færdes så roligt tæt på den larmende traktor ved højlys dag.

”Ulve-vennernes påstand om, at ulve er ekstremt sky, nataktive væsener, som gemmer sig i de store skove, ser ikke ud til at holde stik. Videoen beviser, at vi tilsyneladende når som helst skal regne med at møde ulven overalt i det danske kulturlandskab”, siger Erik, som dagen igennem sørgede for kontakt til de mange landsdækkende og regionale medier, der viste stor interesse for videoen.  

LandTV modtager gerne flere videoer og billeder af vilde, danske ulve. 

Billedtekst: Ulven var meget lys og lidt pjusket i pelsen. Ifølge ulve-ekspert Thomas Secher Jensen fra Naturhistorisk Museum Aarhus er det en typisk sommerpels, hvor vinterdragtens aftegninger dog stadig er tydelige - og med til at bevise, at det er en ulv. Foto: Anders Sylvester Kudsk/LandTV. Se flere billeder