Landsskuet kræver hele værktøjskassen

Erik har netop sendt en sommer-hilsen til Landsskuets gæster og udstillere i form af et elektronisk nyhedsbrev og via Facebook.

Her fortæller han, at www.landsskuet.dk nu viser næsten 400 billeder fra årets store arrangement i Herning, ligesom interesserede kan finde en omfattende oversigt over den massive mediedækning. Sidstnævnte med links til de indslag i radio, tv og på nettet, som gæster og udstillere ikke nåede at fange, mens Landsskuet kørte i højeste gear tre dage i begyndelsen af juli.

Det varme, men vellykkede arrangement på Landsskuepladsen med udstilling af over 2400 af de allerbedste husdyr fra hele landet tiltrak 40.579 gæster. Erik har været Landsskuets informationsmedarbejder i de seneste fem år, og det er fortsat en af Ansatz' to største enkeltbegivenheder (den anden er Åbent Landbrug 3. søndag i september).

Landsskuet er dog klart den opgave, som kræver, at vi bruger hele værktøjskassen af kommunikationsvirkemidler. Sidste skud på stammen er hjemmesiden landsskuet.dk, som vi har redesignet og lanceret op til dette års arrangement. Som en sidegevinst blev Landsskuets logo samtidigt moderniseret og strømliniet.

Oven i det hele har Erik også stået for opbygningen af to nye hjemmesider - www.lemviggaarden.dk og www.stadil-vedersoe.dk - som dog slet ikke har det samme omfang og besøgstal som landsskuet.dk.


En af udfordringerne ved Landsskuet er at kreere det rigtige billede til medierne i forbindelse med den officielle åbning. I år lod vi beskæftigelsesminister Inger Støjberg tænde en symbolsk biogasflamme på toppen af en søjle, der med en orange gasslange var forbundet til en fire meter høj pilefletsko. Koen kravlede vi rundt på ved midnatstide dagen før for at mavebåndet på plads... Foto: Henrik Vinther Krogh