Landsbyerne skal fortælle deres gode historier

Mange landsbyer og landdistrikter kæmper i disse år en kamp for at tiltrække og fastholde indbyggere. Overalt er der gang i projekter, hvor fokus er på at skabe de rigtige rammer, sikre den lokale skole eller fastholde grundlaget for den lokale dagligvarebutik.

- Der er tale om virkelig gode projekter, hvor der tænkes nyt, og hvor lokale ildsjæle gennem deres engagement og indsigt formår at skabe helt unikke løsninger. Men ét er, at de løser opgaven, noget helt andet er formidlingen af den. Sat på spidsen, så er et projekt fuldstændig ligegyldig, hvis kun de, der har været en del af det, har hørt om resultaterne, siger landdistriktskonsulent Per Gorm Nielsen.

Derfor afholder kommunens Ildsjæleuniversitet et kursus, hvor temaet er profilering, hjemmeside og presse. En hel aften der fokuserer på, hvordan kommunens landsbyer får fortalt deres gode historier.

- Og det handler langt fra kun om landsbyernes projekter. Hver landsby har sine unikke karakteristika, som de kan være stolte af. Men hvis de ikke får fortalt om dem, så kan de ikke forvente at tiltrække nye indbyggere, siger Per Gorm Nielsen.

Kontakt de rigtige medier
Aftenens program bindes sammen af journalist og kommunikationsrådgiver Erik Poulsen, der ejer Ansatz Kommunikationsbureau i Stadil. Undervejs vil han blandt andet præsentere deltagerne for, hvordan man som landsby samarbejder med lokale, regionale og landsdækkende medier.

- Formålet med kurset er at give deltagerne et indblik i, hvad der er en god pressehistorie. Hvordan man identificerer den, og herefter hvordan man får kontaktet de rigtige medier, så den bliver fortalt, siger Erik Poulsen, der har en baggrund som journalist og redaktionschef på både lokale dagblade, magasiner og tv.

I sin fritid er han selv aktiv i den lokale sogneforening som blandt andet webmaster for hjemmesiden stadil-vedersoe.dk. Profilering af landsbyer på nettet vil også være en del af kurset.

Kurset foregår torsdag den 6. december 2012 klokken 17.00 til 22.00 i Tim Hallen, Åvænget 3, 6980 Tim. Kurset er gratis. Tilmelding senest den 3. december til henrik.hauge@rksk.dk.



Tilknyttet fil:  pdf  Invitation til kursus 6.12.12 (162 KB)